The Legend of Zelda: Spirit Tracks

Nintendo DS
The Legend of Zelda: Spirit Tracks

Vi skal kun to år tilbage i tiden for at finde Links seneste togt på Nintendos efterhånden aldrende DS-platform. Alligevel var det først ved lanceringen af The Legend of Zelda: Phantom Hourglass, at maskinens trykfølsomme skærm for alvor kom til sin ret i en ellers traditionel spilkontekst. Det var intet mindre end et designmesterstykke, måden hvorpå Nintendo havde adopteret og konfigureret Zelda-konceptet på en trykfølsom skærm - en præstation der endnu ikke er overgået.

Phantom Hourglass var et fokuseret stykke Zelda-historie, der ikke kun virkede legende let at styre, men også sænkede indgangsbarrieren for nye spillere. Samtidig var alle varemærkerne fra tidligere spil intakte, hvorfor Phantom Hourglass blev nydt af nye såvel som garvede Zelda-fans. Med en succesformular af sådan betragtning var det naturligvis kun et spørgsmål om tid, før Link og co. igen ville være at finde på Nintendo DS. Godt to år senere står vi således med Spirit Tracks, der uden at nå samme højder som Phantom Hourglass er et eventyr, man sent glemmer.

Som det er blevet for vane, når Eiji Aonuma står bag en Zelda-titel, følger Spirit Tracks et overordnet tema, som skinner igennem audiovisuelt såvel som spilmekanisk. Aonuma har muligvis en fascination for damptog, for de kæmpemæssige jernheste danner således rammen om dette Zelda-eventyr. Link står i lære som ingeniør, da en ond forbandelse falder over Hyrule. Dæmonkongen Malladus\' tilbagevenden er nær, hvorfor Link, på befaling af Zelda, ser sig nødsaget til at iklæde sig de karismatiske grønne pjalter.

Herfra stopper de vanlige Zelda-historieklichéer midlertidig også, da Spirit Tracks udvikler sig noget anderledes end tidligere installationer. Zelda beslutter sig for at følge med Link på eventyr, hvorfor de to for første gang i seriens historie sideløbende må samarbejde for at overkomme de onde magter. Det er interessant at se Zelda træde ud af Links skygge på denne måde. Hun virker selvsikker og handlestærk, men på samme tid sårbar, hvorved de to helte komplimenterer hinanden godt. Humor er også et mere fremtrædende element sammenlignet med tidligere spil, specielt de to hovedpersoner imellem - og det klæder spillets historie godt. Der bliver grint, grædt og sågar plads til en uskyldig romance de to figurer imellem.

Den måske mest markante ændring ved Spirit Tracks er spillets primære feature - damptogene. Som en forsimplet togsimulator er ca. halvdelen af spillet dedikeret til at navigere rundt i Hyrule via det magiske damptog, som Link og Zelda er i besiddelse af. Ved at følge prædefinerede ruter kan de to komme rundt og besøge alt fra byer til huler, alt imens spilleren skal sørge for at bekæmpe fjender, samt undgå at støde ind i andre tog, eventuelle forhindringer på skinnerne og. Samtidig skal medrejsende passagerer behages og værdifuld mineral transporteres på tværs af Hyrule - en lettere uvant situation for vor helt.

Togsystemet er et frisk pust til konceptet, og selvom flere af tiltagene fungerer fint på egne præmisser har de svært ved at passe ind under en traditionel Zelda-struktur. Det er nemlig som om, at togenes relativt indskrænkede mekanismer også skinner igennem i spillets design. Hurtigt erfarer man, at Nintendo genbruger de samme missionstyperr og fjendemønstre, og at skulle passere den samme strækning for halvtredsindstyvende gang bliver en smule trivielt, selvom sensationen ved at køre i fuld fart hen over Hyrules marker i et damplokomotiv er svært betagende. Det måske største problem er, at spillet reelt set ingen oververden har. Alle forbindelser imellem byer, huler, butikker osv. udgøres af togskinner, hvorfor opdagelsesmomentet, som ellers er et af seriens varemærker, føles tamt.

Ser man et øjeblik bort fra togsystemet og Spirit Tracks leverer som sine mange forgængere. De i alt fem huler og tilhørende bosser er fantastisk designet, ligesom Nintendo har skåret ind til benet af, hvilke genstande føles bedst på Nintendos håndholdte platform. Boomerangen er og bliver en favorit... Sværhedsgraden er perfekt skaleret - veteraner vil cruise igennem den første halvdel, hvorefter de vil udfordres i spillets senere stadie. Det betyder, at nye spillere ingen problemer vil have med at lære de mange Zelda-repertoirer. Styringen er direkte oversat fra Phantom Hourglass, hvorfor man problemfrit manipulerer Link og omgivelserne omkring ham - og det er akkurat så betagende anden gang, som det var første.

Visuelt benytter Nintendo sig på ny af cel-shading, der giver Hyrule kulør. Det passer perfekt i samspil med den begrænsede tekniske præsteren af platformen og med den humor, som Nintendo leverer. Desværre er der en del genbrug fra Phantom Hourglass, så universet fremstår en smule trivielt sammenlignet med, hvad vi er vant til. Til gengæld er det svært ikke at blive begejstret, når Link eksempelvis dykker undervands i sit dampdrevne lokomotiv, eller når figurerne udtryksfuldt kommunikerer ved hjælp af simpel mimik. Soundtracket er blandt Nintendos bedre. Mange af de klassiske Zelda-melodier er erstattet af nye, fængende kompositioner, der underbygger at dette Zelda-spil ikke er, som vi skal forvente. Lydeffekterne er som altid karismatiske og signalerer klart, når spilleren gør noget rigtigt og ligeledes noget forkert.

The Legend of Zelda: Spirit Tracks er en Zelda-oplevelse af de alternative. Tag ikke fejl, grundformularen er den samme, men togsystemet fjerner en del af den frihed, som spillene ellers er kendt for. Der er mange gode idéer i spil, men de bliver aldrig alsidige nok til at levere gentagende sensationsmomenter. Resultatet er et begrænset, men samtidig fokuseret Zelda-spil, der takket være for det meste klogt design og høj produktionsværdi formår at charmere sig ind på enhver med trang til et godt eventyr.