Another Code R: A Journey into Lost Memories

Wii
Another Code R: A Journey into Lost Memories

Japanske Cing rangerer efterhånden blandt Nintendos foretrukne samarbejdspartnere, og det kræver da heller ingen sans for spildesign at se, hvorfor den japanske spilgigant er blevet så glad for det mindre studio. Med spil som Another Code: Two Memories og Hotel Dusk: Room 215 har Cing spillet en central rolle på den internationale drama-scene og i adventure-genrens genfundne storform på Nintendo DS.

Fælles for både Another Code og Hotel Dusk var deres sans for spændende og intens historiefortælling, samt et øje til kreative gåder, der udfordrede ikke kun spillere, men også Nintendos håndholdte konsol på kreative, alternative måder. A netop denne årsag har Cing gjort interaktive dramaer tilsat en portion gådeløsning til sit speciale, et speciale de forsøger at efterkomme i deres første konsolproduktion - og hvor bedre at begynde end ved serien, der kickstartede Cings karriere?

Another Code: A Journey into Lost Memory fortsætter begivenhederne fra det første Another Code-spil. Den humørsvingende teenager Ashley Mizuki Robbins, hvis moder bortkom da hun var helt lille, fører et akavet forholdt til sin far, Richard; der tilsvarende har svært ved at få privatlivet til at hænge sammen med den aktive forskerposition, han besidder. Da Richard derfor en dag impulsivt inviterer Ashley, som han ikke har set i de mange år, der er gået siden DS-spillet, på campingferie, forbløffes den unge heltinde. I det naive håb om, at faderen kan ændre sig til det bedre, tager Ashley af sted uvidende om, hvad der venter hende.

Ved ankomsten til det resort, hvor Richard har lovet at møde Ashley, bliver Ashleys taske stjålet, et fortællemæssigt klimaks, der forbliver A Journey into Lost Memorys største bedrift i denne sammenhæng, for derfra udvikler spillet sig til et banalt familiedrama, hvor ordinære plotelementer forkludres med ligegyldige, uinteressante sidehistorier og et persongalleri, der får kæben til at synes ualmindelig tung.

Problemet med Cings andet kapitel i historien om familien Robbins og deres komplicerede fortid er ganske elementær - spillet fører en ualmindelig sløv start; blot det faktum, at eneste incitament som spiller for at hænge på er en stjålen taske, bevidner denne konklusion. Overlever man de første fem timer, begynder fortællingen at nå lidt op i tempo, men den forkludres hurtigt af en parallelhistorie omhandlende en ung knøs ved navn Matthew Crusoe, der meget tilsvarende Ashley døjer med familiære problemer. Som spiller bydes man anelange samtaler mellem de to ligesindede, der virker overbevisende realistiske, men som med al anden drama i den over-realistiske kategori keder potentielle beskuere med sin mondænitet.

Kæder du den trivielle historiefortælling sammen med et nærmest ikke-eksisterende gameplay, og vi har årets endnu største Wii-skuffelse. Gåderne i A Journey into Lost Memory rammer ikke nær samme grad af kreativitet som DS-originalen. Alle forsøger de at udnytte Wii-controlleren, men de fleste gåder er enten løst på få sekunder – et resultat af at de er set før – og dem der ikke gør skyldes mangelfuld programkode; flere af gåderne virker direkte uresponsive og kluntede. Når man har fattet pointen, men er ude af stand til at løse gåden mistes al motivation.

Den eneste udfordring, man som spiller sidder tilbage med, er den overflod af A-tryk, som man må udholde igennem det næsten 15 timer lange eventyr. Da spillet ikke byder på indtalt dialog henkastes man til en uoverkommelig mængde af tekst, og da denne kræver A-tryk i kølvandet på hver eneste sætning, begynder man hurtigt at frygte leddegigt i den respektive tommelfinger, som hviler på Wii-controllerens A-knap. Det svarer til, at man blev bedt om at skifte side i en bog efter hver sætning – det skriger ringe brugbarhed.

Lyspunktet for A Journey into Lost Memory er den kulørte grafiske stil, som bringer Ashley og co. til live. Selvom animationerne er en smule stive, er der mange alsidige udtryk at opdage hos figurgalleriet. Campingresortet, hvor spillet foregår, er ligeledes charmerende idyllisk og generelt positivt stemningssættende - omend en smule parfumeret. Lydeffekterne og musikken gør sit til at bistå denne præstation, så ingen negative bemærkninger her.

Overordnet set forbliver Another Code: A Journey into Lost Memory en af årets hidtil største skuffelser - et resultat af manglende kreativitet, ulogiske designbeslutninger og en miserabel historiefortælling fra de genier, der ellers har vist, at de mestrer den så fornemt, når det gælder dramatik i lommeformat. Amerikanerne går ikke glip af meget ved Nintendo of Americas beslutning om ikke at frigive A Journey into Lost Memory. Alt tyder på, at Cings seneste drama skulle være forblevet i Japan.