SBCG4AP 3: Baddest of the Bands (WiiWare)

Wii
SBCG4AP 3: Baddest of the Bands (WiiWare)

Da de amerikanske brødre Mike og Matt Chapman i midten af halvfemserne lagde grundstenene til Homestarrunner-tegneserien, havde de næppe regnet med, at den senere skulle vise sig at blive blandt de største internet- succeser i nyere tid. Startende kun som et lille hobby-projekt blev de første tegninger af atleten Homestar, den narcissistiske Strong Bad og alle de andre figurer skabt, men efter årtusindeskiftet, da Chapman- brødrene øjnede Internettet som medie for deres serier, tog succesen for alvor fart. Siden har www.homestarrunner.com været stedet for Chapman- brødrenes originale og humoristiske historier, sat i et univers ud over det sædvanlige.

Chapman-brødrende har altid været besatte af computerspil, hvorfor de hurtigt udvidede deres repertoire med en række flash-baserede spil, der mere eller mindre tog udgangspunkt i Homestarrunner-universet. Tidligere på året kulminerede det i en eksklusiv aftale med amerikanske Telltale Games, der ønskede at producere et professionelt spil baseret på de to brødres figurer. Strong Bad\'s Cool Game for Attractive People (SBCG4AP) blev resultatet, et klassisk eventyrspil med point-and-click-elementer og en selvfed Strong Bad i hovedrollen. Telltale, der har specialiseret sig i episodisk materiale, har netop frigivet tredje episode i SBCG4AP, med to følgende de kommende måneder.

Oven på anden episode, Strongbadia the Free, der leverede en mere velstruktureret point-and-click-oplevelse sammenlignet med første episode, Homestar Ruiner, har der været høje forventninger til tredje, Baddest of the Bands, der forhåbentlig kan fortsætte den positive udvikling.

I Baddest of the Bands finder vi en sønderknust anti-protagonist Strong Bad, hvis 8-bit hjemmekonsol netop er brændt sammen. En reparation bliver ikke billig, hvorfor Strong Bad får den idé, at han, ved at stable et rockband på benene, kan tjene nok penge til at reparere sin ødelagte spillekonsol, som han selvfølgelig ikke kan være foruden. Problemet er, at de øvrige beboere i Homestarrunner-universet alle er en del af et allerede-eksisterende band, hvorfor Strong Bad sideløbende bliver nød til at sabotere deres respektive musiske karrierer. I processen involveres et populært punk/rock band ved navn Limozeen, hvem alle beboerne forsøger at vinde over på deres side.

Baddest of the Bands tilbyder samme excentriske humor som i de tidligere spil, hvorfor man er godt underholdt episoden igennem. Desværre lider tredje episode af samme syndrom, som gjorde første episode, Homestar Ruiner, en smule rodet. Konstant skifter det overordnede fokus, og ikke altid står dette klart for spilleren, hvorfor man nemt mister overblikket. Strongbadia the Free løste dette ved at have ét overordnet mål, som blev fulgt til dørs af en række delmål undervejs, men i Baddest of the Bands er man gået tilbage til de konstant vekslende hovedmål, hvilket ikke ligefrem gør oplevelsen mere strømlinet. Ofte ender man nemlig med, i ren uvished, at benytte genstande på alle tænkelige objekter, hvilket er dræbende for spillets indlagte gåder. Når det er sagt, portrætterer Telltale og brødrene Chapman beboernes hungren efter at blive rockstjerner på effektiv, humoristisk vis, hvorfor den rodede struktur aldrig bliver incitament for at opgive spillet.

Gåderne i Baddest of the Bands rammer, når de ikke forstyrres af den rodede struktur, et perfekt niveau. Selvom Telltale fortsat kaster mange genstande i hovedet på spilleren, er gåderne, i denne ombæring, indrettet således, at mange genstandes brug giver sig selv. Og dermed ikke sagt, at sværhedsgraden er blevet sænket, men det skaber en bedre balance imellem antallet af genstande og deres respektive brug til at løse forskellige gåder. Specielt første halvdel af spillet byder på nogle gode sekvenser, så som da Strong Bad ihærdigt forsøger at genskabe et cover-art, hvorpå der optræder: en dinosaur, en flyvende stjerne, en brændende bil og ikke mindst en bikini-klædt heltinde bevæbnet med et sværd. Desværre holder Telltale ikke tempoet hele vejen igennem episoden, da specielt den sidste tredjedel lider under genbrug og mere obskure gåder. Mest skuffende er det, at der er skåret i antallet af de spøjse minispil, der gav forlænget underholdningsværdi til de første to episoder.

Grafisk er Baddest of the Bands, som man kunne forvente. Stilen er præcis som de internet-baserede serier, hvilket betyder primitiv, men alligevel anderledes speciel, således det virker charmerende. Hvad fortsat uacceptabelt er, at billedeopdateringen ikke holdes stabil, selvom 16:9- og 480p-indstillinger ikke længere får spillet til at fryse - et problem der var meget udtalt i de første to episoder. Auditivt hjælpes spillet af Matt Chapmans fantastiske stemmer til stort set samtlige figurer, der aldrig bliver trættende at høre på, selvom en række underlige fejl har sneget sig in i tredje episode, hvor musikken i visse tilfælde cuttes for tidligt.

Baddest of the Bands formår desværre ikke at løfte eller holde niveauet sat af anden episode, Strongbadia the Free. Humoren er stadig eminent, og gåderne overvejende underholdende, men en tilbagevendende rodet struktur og haltende flow i spillets sidste halvdel, for ikke at glemme de manglende mini-spil, gør, at Baddest of the Bands lander en smule under niveauet sat af første episode. Når det er sagt, er Baddest of the Bands en overordnet vellykket og underholdende point-and-click-oplevelse, der ikke vil skuffe fans af serien. Dog må vi håbe, at Telltale genvinder fokus til fjerde og næstsidste installation, Dangeresque 3.