D3 07: Wii Hands-on - spillene 
D3 07: Wii Hands-on - spillene
N-Gamez har samlet vores indtryk af de forskellige, repræsenterede D3-spil, der endnu ikke har set udgivelse i butikkerne. Bergsala har i år valgt at skifte imellem de udstillede spil, hvilket selvfølgelig er et resultat af flere tilgængelige titler. Der er blevet plads til Wii-klassikere så som Wii Sports og The Legend of Zelda: Twilight Princess, men også nye titler som Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure og Mario and Sonic at the Olympic Games. Nedenfor følger indtryk fra N-Gamez' tre repræsenterede skribenter.
Spil:
Mario and Sonic at the Olympic Games - Bergsala
Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure - Bergsala
Guitar Hero III - Bergsala
Mario and Sonic at the Olympic Games
Niklas: Mario and Sonic at the Olympic Games var det første spil, jeg besluttede mig for at prøve. Efter at have strammet min safety-strap om håndledet var jeg klar til Olympiaden. Man kan roligt sige, at Mario and Sonic at the Olympic Games ikke er noget nyskabende spil. Mest af alt virker det som et Wii Sports med tilføjede sportsgrene. I alle disciplinerne gælder det om enten at vippe eller svinge wiimoten og Nunchuken, for at ens valgte person skal gøre de nødvendige bevægelser, som man er vant til i førnævnte Wii Sports og andre casual-titler.
Af de sportsgrene der var, prøvede jeg bla. Table Tennis. Dette spil er stortset det samme, hvis man har spillet Wii Tennis, idet at man bruger wiimoten som ketcher. Dog skal man være mere omhyggelig og detaljeret i sine slag, især når man skal serve. Iøvrigt prøvede jeg sportsgrenen fægtning, som jeg, inden jeg prøvede, glædede mig til. Desværre blev jeg skuffet. Nunchuken bruger man til at bevæge sig frem og tilbage på en aflang plade, mens man hugger løs med wiimoten. Ligemeget hvordan man hugger, er stikket figuren laver altid det samme, og det er i det hele taget et ringe minispil. Generelt er jeg utrolig skuffet over spillet og denne installation har næsten ikke værdi nok til to store helte som Mario & Sonic.
Ricki: Mit første testspil på Wii-standen blev det meget omtalte Mario and Sonic at the Olympic Games. Nintendo og Sega har gjort sit til, at spillet nu er et af de mest ventede blandt Wii-spillere verden over. Derfor var jeg da også spændt, da jeg fik greb om Wii-controlleren og skulle i gang med mit første spil. Skuffelsen var ikke svær at spore i mit ansigt, og samtlige discipliner var tynde og virkede langt fra gennemførte. Fægtning var den værste disciplin, der kun tillod en variation af sving, frem- og tilbage-bevægelser med nunchucken.
De eneste discipliner, der havde en snært af positivt indtryk over sig, var løb og bordtennis. Ingen af spilfunktionerne formår dog at holde sig sjove i længere end et par minutter. Det er nok allerede tydeligt, at jeg ikke er særlig tilfreds med spillet og jeg håber virkelig, at andenhåndsindtrykket vil være bedre.
Mark: Mario and Sonic at the Olympic Games er blandt efterårets store Nintendo Wii-udgivelser. Lanceringen af et spil der samler to tidligere rivaler, som endvidere er blandt spilbranchens største ikoner, må være en fornøjelse uden lige, men efter at have testspillet Mario and Sonic at the Olympic Games på D3-messen må jeg erkende, at det vitterligt er en triviel og ensformig oplevelse. De forskellige discipliner er nemlig stort set identiske, i den forstand at gameplayet varierer yderst lidt. Enten handler det om at svinge Wii-controlleren vertikalt, andre gange horisontalt og i visse spil bruges sigtefunktionen samt forskellige knapper til en forandring.
Dermed virker Mario and Sonic at the Olympic Games blot som endnu en minispiludgivelse, der ikke formår at tilføje dybde i samme grad som det fremragende Wii Sports. Styringen føles endvidere sløv og de forskellige discipliner er ikke særlig originalt udformet. Mit indtryk er baseret på test af syv af de ni fremviste discipliner, og da der med overvejende sandsynlighed er tale om den endelige version af spillet, kan vi ikke forvente yderligere forbedringer til det triste design. Med mindre spillet hiver et par kaniner op af hatten, så bliver Mario and Sonic at the Olympic Games desværre en af efterårets store skuffelser.
Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure:
Ricki: Den store overraskelse på Nintendos stand i år er afgjort, at den færdige, amerikanske version af Capcoms unikke adventure-puzzle-spil Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure er at finde på to af de i alt tolv Wii-maskiner. Med en charmerende grafik, samt en god styring er førstehåndsindtrykket uden tvivl positivt. Grafikken fungerer flydende og sikrer med veltænkte og stilrene animationer, at det aldrig bliver kedeligt at se på.
Spillet begynder i en jungle, hvor Zack og Wiki befinder sig. Her får de øje på en skattekiste, og som den ægte pirat Zack er, skal han naturligvis have fat i denne. Første opgave går således ud på, at man skal overkomme en række mindre forhindringer for at komme over til skattekisten. I skattekisten finder man den afdøde pirat Barbaros, der viser sig overraskende flink og forærer Zack sit skib. Det er her eventyret tager sin egentlige begyndelse, men desværre også hvor min spiltest stopper.
Mark: Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure har allerede modtaget fornemme anmeldelser i USA, hvilket gjorde mine forventninger så meget desto mere interessant. Jeg var helt klart opsat på at få bekræftet, hvor fint spillet fungerer, og ikke uventet levede det fuldt op til forventningerne. Zack & Wiki er et rigtig eventyrspil af den gamle point-and-click-skole, hvor svære gåder lurer lige om hjørnet, og historien danner rammen om et stemningsfuld oplevelse.
Sådan som Capcom har formået at tilpasse adventure-konceptet med den nye Wii-controller er yderst original, og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når en opgave er blevet løst på en intuitiv og anderledes facon. Selv i messehallens larm var det ikke svært at leve sig ind i Zack & Wiki's stilistiske univers, der via meget overbevisende cel-shade-grafik kommer fornemt til live. Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure bliver uden tvivl et af de helt store hit, når det lanceres i Europa til foråret.
Guitar Hero III:
Niklas: Jeg kender Guitar Hero-serien fra Playstation 2 og derfor var det let for mig at gå til Wii-versionen af Guitar Hero III. Treeren leverer den samme vare som både Guitar Hero 1 og 2 gjorde: fed musik, en intuitiv controller og skægge animationer i baggrunden, som holder den rå rock'n'roll-agtige stil i top. Sangene er i øvrigt længere og sværere end i de foregående spil, hvilket er et plus. På D3 har jeg også afprøvet Xbox 360- og Playstation 3-udgaverne, og Wii-versionen er ikke meget anderledes. Eneste forskel er, at wiimoten er sat ind i guitaren og fungerer som højtaler for diverse lydeffekter. Alt i alt et kanon underholdende spil, som jeg klart skal have i en eller anden udgave, når det udkommer. Rock on!
Ricki: Guitar Hero III har på andendagen vist sig som den mest besøgte titel på Bergsalas stand, og det var derfor efter lang tids venten, at jeg endelig fik min guitar svunget om halsen og var klar til at spille. Duellen var mod Niklas, og selvom jeg ikke havde prøvet det før, føltes spillet intuitivt, og jeg er positivt overrasket over udviklernes formåen, hvad angår det intuitive gameplay. Niklas havde prøvet spillet mange gange før, men alligevel følte jeg, at jeg kunne følge med. Lyden er selvfølgelig en stor del af spillet, og med velkendte rocksange, samt velimplementeret styring, er jeg helt klart positivt indstillet over for dette spil, og det er helt sikkert et køb, der skal overvejes.
Mark: Guitar Hero III er måske den mest populære titel på Bergsalas stand. Dertil kommer også, at det er muligt at vinde en lækker Wii-hue, hvis man kan slå sin direkte modstander i en guitardyst. Jeg nåede desværre kun at få et kort indtryk af Guitar Hero III, men det stod hurtigt klart, at spillet fortsætter sin gode stime fra de to tidligere udgivelser. Jeg kender dog ikke nok til de tidligere installationer i forbindelse med at konkludere, om tredje spil leverer nok nyskabelse. Umiddelbart virkede det ikke sådan på min korte tid med spillet, men Guitar Hero er nu engang Guitar Hero. Den Wii-specifikke guitar virkede upåklageligt, men grundet min manglende guitarrutine følte jeg den stadig en smule akavet at benytte i forhold til f.eks. Donkey Konga-trommerne. Det skal dog blive spændende at se, om Guitar Hero III kan leve op til de mange forventninger, når det debuterer i Europa inden længe.
OBS. Vi beklager, at vi ikke kan vise billeder af de testede spil – et resultat af, at vi ikke måtte tage billeder af dem.
Spil:
Mario and Sonic at the Olympic Games - Bergsala
Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure - Bergsala
Guitar Hero III - Bergsala
Mario and Sonic at the Olympic Games
Niklas: Mario and Sonic at the Olympic Games var det første spil, jeg besluttede mig for at prøve. Efter at have strammet min safety-strap om håndledet var jeg klar til Olympiaden. Man kan roligt sige, at Mario and Sonic at the Olympic Games ikke er noget nyskabende spil. Mest af alt virker det som et Wii Sports med tilføjede sportsgrene. I alle disciplinerne gælder det om enten at vippe eller svinge wiimoten og Nunchuken, for at ens valgte person skal gøre de nødvendige bevægelser, som man er vant til i førnævnte Wii Sports og andre casual-titler.
Af de sportsgrene der var, prøvede jeg bla. Table Tennis. Dette spil er stortset det samme, hvis man har spillet Wii Tennis, idet at man bruger wiimoten som ketcher. Dog skal man være mere omhyggelig og detaljeret i sine slag, især når man skal serve. Iøvrigt prøvede jeg sportsgrenen fægtning, som jeg, inden jeg prøvede, glædede mig til. Desværre blev jeg skuffet. Nunchuken bruger man til at bevæge sig frem og tilbage på en aflang plade, mens man hugger løs med wiimoten. Ligemeget hvordan man hugger, er stikket figuren laver altid det samme, og det er i det hele taget et ringe minispil. Generelt er jeg utrolig skuffet over spillet og denne installation har næsten ikke værdi nok til to store helte som Mario & Sonic.
Ricki: Mit første testspil på Wii-standen blev det meget omtalte Mario and Sonic at the Olympic Games. Nintendo og Sega har gjort sit til, at spillet nu er et af de mest ventede blandt Wii-spillere verden over. Derfor var jeg da også spændt, da jeg fik greb om Wii-controlleren og skulle i gang med mit første spil. Skuffelsen var ikke svær at spore i mit ansigt, og samtlige discipliner var tynde og virkede langt fra gennemførte. Fægtning var den værste disciplin, der kun tillod en variation af sving, frem- og tilbage-bevægelser med nunchucken.
De eneste discipliner, der havde en snært af positivt indtryk over sig, var løb og bordtennis. Ingen af spilfunktionerne formår dog at holde sig sjove i længere end et par minutter. Det er nok allerede tydeligt, at jeg ikke er særlig tilfreds med spillet og jeg håber virkelig, at andenhåndsindtrykket vil være bedre.
Mark: Mario and Sonic at the Olympic Games er blandt efterårets store Nintendo Wii-udgivelser. Lanceringen af et spil der samler to tidligere rivaler, som endvidere er blandt spilbranchens største ikoner, må være en fornøjelse uden lige, men efter at have testspillet Mario and Sonic at the Olympic Games på D3-messen må jeg erkende, at det vitterligt er en triviel og ensformig oplevelse. De forskellige discipliner er nemlig stort set identiske, i den forstand at gameplayet varierer yderst lidt. Enten handler det om at svinge Wii-controlleren vertikalt, andre gange horisontalt og i visse spil bruges sigtefunktionen samt forskellige knapper til en forandring.
Dermed virker Mario and Sonic at the Olympic Games blot som endnu en minispiludgivelse, der ikke formår at tilføje dybde i samme grad som det fremragende Wii Sports. Styringen føles endvidere sløv og de forskellige discipliner er ikke særlig originalt udformet. Mit indtryk er baseret på test af syv af de ni fremviste discipliner, og da der med overvejende sandsynlighed er tale om den endelige version af spillet, kan vi ikke forvente yderligere forbedringer til det triste design. Med mindre spillet hiver et par kaniner op af hatten, så bliver Mario and Sonic at the Olympic Games desværre en af efterårets store skuffelser.
Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure:
Ricki: Den store overraskelse på Nintendos stand i år er afgjort, at den færdige, amerikanske version af Capcoms unikke adventure-puzzle-spil Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure er at finde på to af de i alt tolv Wii-maskiner. Med en charmerende grafik, samt en god styring er førstehåndsindtrykket uden tvivl positivt. Grafikken fungerer flydende og sikrer med veltænkte og stilrene animationer, at det aldrig bliver kedeligt at se på.
Spillet begynder i en jungle, hvor Zack og Wiki befinder sig. Her får de øje på en skattekiste, og som den ægte pirat Zack er, skal han naturligvis have fat i denne. Første opgave går således ud på, at man skal overkomme en række mindre forhindringer for at komme over til skattekisten. I skattekisten finder man den afdøde pirat Barbaros, der viser sig overraskende flink og forærer Zack sit skib. Det er her eventyret tager sin egentlige begyndelse, men desværre også hvor min spiltest stopper.
Mark: Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure har allerede modtaget fornemme anmeldelser i USA, hvilket gjorde mine forventninger så meget desto mere interessant. Jeg var helt klart opsat på at få bekræftet, hvor fint spillet fungerer, og ikke uventet levede det fuldt op til forventningerne. Zack & Wiki er et rigtig eventyrspil af den gamle point-and-click-skole, hvor svære gåder lurer lige om hjørnet, og historien danner rammen om et stemningsfuld oplevelse.
Sådan som Capcom har formået at tilpasse adventure-konceptet med den nye Wii-controller er yderst original, og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når en opgave er blevet løst på en intuitiv og anderledes facon. Selv i messehallens larm var det ikke svært at leve sig ind i Zack & Wiki's stilistiske univers, der via meget overbevisende cel-shade-grafik kommer fornemt til live. Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure bliver uden tvivl et af de helt store hit, når det lanceres i Europa til foråret.
Guitar Hero III:
Niklas: Jeg kender Guitar Hero-serien fra Playstation 2 og derfor var det let for mig at gå til Wii-versionen af Guitar Hero III. Treeren leverer den samme vare som både Guitar Hero 1 og 2 gjorde: fed musik, en intuitiv controller og skægge animationer i baggrunden, som holder den rå rock'n'roll-agtige stil i top. Sangene er i øvrigt længere og sværere end i de foregående spil, hvilket er et plus. På D3 har jeg også afprøvet Xbox 360- og Playstation 3-udgaverne, og Wii-versionen er ikke meget anderledes. Eneste forskel er, at wiimoten er sat ind i guitaren og fungerer som højtaler for diverse lydeffekter. Alt i alt et kanon underholdende spil, som jeg klart skal have i en eller anden udgave, når det udkommer. Rock on!
Ricki: Guitar Hero III har på andendagen vist sig som den mest besøgte titel på Bergsalas stand, og det var derfor efter lang tids venten, at jeg endelig fik min guitar svunget om halsen og var klar til at spille. Duellen var mod Niklas, og selvom jeg ikke havde prøvet det før, føltes spillet intuitivt, og jeg er positivt overrasket over udviklernes formåen, hvad angår det intuitive gameplay. Niklas havde prøvet spillet mange gange før, men alligevel følte jeg, at jeg kunne følge med. Lyden er selvfølgelig en stor del af spillet, og med velkendte rocksange, samt velimplementeret styring, er jeg helt klart positivt indstillet over for dette spil, og det er helt sikkert et køb, der skal overvejes.
Mark: Guitar Hero III er måske den mest populære titel på Bergsalas stand. Dertil kommer også, at det er muligt at vinde en lækker Wii-hue, hvis man kan slå sin direkte modstander i en guitardyst. Jeg nåede desværre kun at få et kort indtryk af Guitar Hero III, men det stod hurtigt klart, at spillet fortsætter sin gode stime fra de to tidligere udgivelser. Jeg kender dog ikke nok til de tidligere installationer i forbindelse med at konkludere, om tredje spil leverer nok nyskabelse. Umiddelbart virkede det ikke sådan på min korte tid med spillet, men Guitar Hero er nu engang Guitar Hero. Den Wii-specifikke guitar virkede upåklageligt, men grundet min manglende guitarrutine følte jeg den stadig en smule akavet at benytte i forhold til f.eks. Donkey Konga-trommerne. Det skal dog blive spændende at se, om Guitar Hero III kan leve op til de mange forventninger, når det debuterer i Europa inden længe.
OBS. Vi beklager, at vi ikke kan vise billeder af de testede spil – et resultat af, at vi ikke måtte tage billeder af dem.
