Glemte Klassikere? - Clayfighter 63 1/3 
Glemte Klassikere? - Clayfighter 63 1/3
Denne artikel er andet indspark i en lang artikelserie her på N-Gamez, hvor vi sætter fokus på glemte klassikere, der ikke nødvendigvis blev et hit i datiden, men som alligevel formåede at bringe glæde og forundrelse i spilbranchen via deres unikke genialiteter. Disse spil, der trods deres ihærdige forsøg og mange timers udvikling hos spilstudierne, alligevel ikke formåede at slå igennem. Her hos N-Gamez står vi selvfølgelig totalt uforstående over for dette, og derfor mener vi, det er på sin plads at bringe dem frem i lyset igen, således de får den status, de fortjener - glemte spil, der bør stå i enhver spillers samling. Og skulle det utænkelige ske, at det hos læseren ikke er tilfældet, kan man, hvis man er heldig, finde flere af dem på eBay til billige penge.
I denne ombæring skal vi godt 11½ år tilbage, til 1997, hvor Interplay lancerede deres outrerede kampspil Clayfighter 63 1/3 til Nintendo 64, titlen vender vi tilbage til. Clayfighter-serien havde allerede gjort sin entre på SEGA's Genesis-platform få år forinden, men med Nintendos 64-bit-konsol øjnede Interplay muligheden for en helt ny, teknisk imponerende version. Og dette skulle i alle facetter vise sig at være tilfældet.
Fra første sekund er Clayfighter 63 1/3 en markant anderledes oplevelse, en rejse ind i kreativitetens land. Tager man et kig på spillets figurgalleri, vil man nemlig straks se Interplays sans for kreativitet. Modellervoksfiguren Blob er en favorit, der med sin evne til at indtage forskellige konstruktioner og redskaber, heriblandt en gummihammer og en legetøjsspand, udgør en farlig trussel i kamp, eller den voodoo-praktiserende heksedoktor Houngan, der med sine uhyggelige, og ligeså mærkværdige, besværgelser kan få selv den mest tapre kæmper til at ryste i bukserne. Ingen af førnævnte er dog nævneværdige sammenlignet med den mægtige Sumo Santa, en 250 kg tung, gammel nissemand, hvis arsenal tæller sin vom, et bredt bagparti og ikke mindst en sur slikstok. Akkompagneret af ustyrligt onde replikker så som: "Cane Pain" og "Belly Launcher", og Interplay kan prale af, muligvis, den mest frygtindgydende figur i spilhistorien. Kendere vil også klappe i hænderne, når de opdager, at Interplays legendariske Boogerman, ja, Bussemanden, gør et comeback som ildelugtende og ulækker kæmper.
Med en fremragende liste af kæmpere skaber Interplay fundamentet til et storslået kampspil, og heldigvis skal gameplayet vise sig ligeså fremragende. Som i klassiske 2D-kampspil parres man som spiller med en modstander og placeres i en lukket arena, og derfra starter en ubarmhjertig kamp for overlevelse. Det raffinerede ved Clayfighter 63 1/3 er dets mængde af kamptricks, der alle er stort set umulige at udføre. Med et almindeligt Nintendo 64-joystick, og her taler vi et, hvor analogstyrepinden kun er medium nedslidt, er det totalt tilfældigt, om og hvornår man får sendt et specielt kamptrick af sted. Lykkedes dette vil man dog juble af begejstring, da det som regel sender fjenden i gulvet, eller tæt på. Er man så heldig at få sendt en 234 hit-kombination af sted, vil modstanderen uden tvivl se brædder. I bedste Mortal Kombat-stil har Interplay sågar implementeret et "Claytality"-system, hvor modstanderen kan knuses på grusom vis. Det er i disse sekvenser, at spillet skaber en euforiserende tilfredshed, skabt af total overlegenhed, hos spilleren, specielt fordi, at modspilleren vil se måbende på og efterfølgende stille det ydmyg spørgsmål: "Hvordan i helvede lavede du det angreb?"
Nuvel, spillets hemmelige kamptricks er ikke for alle, og derfor er det heldigt, at man uden problemer kan holde sig til figurernes standardangreb, hvilket oftest er en bedre idé. Her viser Interplay nemlig sin sans for spilmageri. Perfekt balanceret kan det udkonkurrere selv Nintendos Super Smash Bros.-serie, i hvert fald til en vis grad. Jovist er det rigtigt, at man kan opnå 95% win-sandsynlighed ved, med bestemte figurer, at spamme deres almindelige sparkeangreb, selvfølgelig forudsat at din modstander ikke er heldig med specialangrebene, men disse figurer er sjældent de mest seje figurer, hvorfor Interplays sans for balance træder i kraft. Kun en sand Clayfighter 63 1/3-mester formår at mestre spillets heldelement, kende de brugbare standardangreb og samtidig vælge de aller sejeste figurer.
Også spillets arenaer fortjener at blive nævnt. Sjældent har man nemlig set en sådan sans for sparsommelighed. Hvor Interplay har påfyldt figurgalleriet enhver form for tænkelig monstrøsitet, har Interplay stort set strippet alle baner for indhold, med undtagelse af de yderst grimme baggrunde, der alligevel kun skal bruges som pynt. Det skal siges, at man i de fleste baner kan interagere med banekanten, enten smide sin modstander igennem en dør, ud over en klippe eller lignende, hvorved man skifter arena. Igen er det dog ikke et element, man ikke skal sætte sin lid til, for afhængig af ens heldkvotient kan det nemlig i mere eller mindre grad lade sig gøre praktisk talt.
Designmæssigt kan Interplay prale af en jævnt gennemskuelig, en smule ensformig, men alligevel original præstation. Alle spillets figurer er, jf. titlen Clayfighter, gengivet i modellervoks, hvilket medfører yderst stive animationer, der ville få selv Mr. Game & Watch's bevægelser til at se silkebløde ud. Det er dog en del af charmen, da man får større lyst til at tæve sin modstander, når han/hun først og fremmest er direkte grim, men også går, slår og sparker som var billedeopdateringen dykket under de 10fps. På lydfronten fremtoner et soundtrack af obskur karakter. De fleste melodier består af sammensatte lydeffekter, og selve spillets reelle lydeffekter er som taget ud af 1970'ernes bedste B-Kung-Fu-film. For ikke at glemme den indlagte kommentator, der jævnt svedigt åbner hver kamp med at sige: "Let's get ready to c...c...crumble!"
Men for at vende tilbage til, og afslutte med, spillets titel, Clayfighter 63 1/3. De fleste vil straks bemærke referencen til samtidige Nintendo 64-spil, der ofte bar mærkatet "64" efter deres titel. Her står Clayfighter også ud. Spillet er så overlegent, at det mangler 2/3 for at kunne sammenlignes med andre 64-produktioner, at det så også forholder sig sådan på den gennemsnitlige anmelderkarakter, taler vi ikke om her... Clayfighter 63 1/3 er nemlig et helstøbt kampspil af den mest underlige slags, og at spillet så mere eller mindre er baseret på held, eller hvem der kan trykke hurtigst på angrebsknappen, må komme i anden række. Sumo Santa, Boogerman og alle de andre uddeler øretæver uden lige i en af Nintendo 64-æraens oftest glemte klassikere.
I denne ombæring skal vi godt 11½ år tilbage, til 1997, hvor Interplay lancerede deres outrerede kampspil Clayfighter 63 1/3 til Nintendo 64, titlen vender vi tilbage til. Clayfighter-serien havde allerede gjort sin entre på SEGA's Genesis-platform få år forinden, men med Nintendos 64-bit-konsol øjnede Interplay muligheden for en helt ny, teknisk imponerende version. Og dette skulle i alle facetter vise sig at være tilfældet.
Fra første sekund er Clayfighter 63 1/3 en markant anderledes oplevelse, en rejse ind i kreativitetens land. Tager man et kig på spillets figurgalleri, vil man nemlig straks se Interplays sans for kreativitet. Modellervoksfiguren Blob er en favorit, der med sin evne til at indtage forskellige konstruktioner og redskaber, heriblandt en gummihammer og en legetøjsspand, udgør en farlig trussel i kamp, eller den voodoo-praktiserende heksedoktor Houngan, der med sine uhyggelige, og ligeså mærkværdige, besværgelser kan få selv den mest tapre kæmper til at ryste i bukserne. Ingen af førnævnte er dog nævneværdige sammenlignet med den mægtige Sumo Santa, en 250 kg tung, gammel nissemand, hvis arsenal tæller sin vom, et bredt bagparti og ikke mindst en sur slikstok. Akkompagneret af ustyrligt onde replikker så som: "Cane Pain" og "Belly Launcher", og Interplay kan prale af, muligvis, den mest frygtindgydende figur i spilhistorien. Kendere vil også klappe i hænderne, når de opdager, at Interplays legendariske Boogerman, ja, Bussemanden, gør et comeback som ildelugtende og ulækker kæmper.
Med en fremragende liste af kæmpere skaber Interplay fundamentet til et storslået kampspil, og heldigvis skal gameplayet vise sig ligeså fremragende. Som i klassiske 2D-kampspil parres man som spiller med en modstander og placeres i en lukket arena, og derfra starter en ubarmhjertig kamp for overlevelse. Det raffinerede ved Clayfighter 63 1/3 er dets mængde af kamptricks, der alle er stort set umulige at udføre. Med et almindeligt Nintendo 64-joystick, og her taler vi et, hvor analogstyrepinden kun er medium nedslidt, er det totalt tilfældigt, om og hvornår man får sendt et specielt kamptrick af sted. Lykkedes dette vil man dog juble af begejstring, da det som regel sender fjenden i gulvet, eller tæt på. Er man så heldig at få sendt en 234 hit-kombination af sted, vil modstanderen uden tvivl se brædder. I bedste Mortal Kombat-stil har Interplay sågar implementeret et "Claytality"-system, hvor modstanderen kan knuses på grusom vis. Det er i disse sekvenser, at spillet skaber en euforiserende tilfredshed, skabt af total overlegenhed, hos spilleren, specielt fordi, at modspilleren vil se måbende på og efterfølgende stille det ydmyg spørgsmål: "Hvordan i helvede lavede du det angreb?"
Nuvel, spillets hemmelige kamptricks er ikke for alle, og derfor er det heldigt, at man uden problemer kan holde sig til figurernes standardangreb, hvilket oftest er en bedre idé. Her viser Interplay nemlig sin sans for spilmageri. Perfekt balanceret kan det udkonkurrere selv Nintendos Super Smash Bros.-serie, i hvert fald til en vis grad. Jovist er det rigtigt, at man kan opnå 95% win-sandsynlighed ved, med bestemte figurer, at spamme deres almindelige sparkeangreb, selvfølgelig forudsat at din modstander ikke er heldig med specialangrebene, men disse figurer er sjældent de mest seje figurer, hvorfor Interplays sans for balance træder i kraft. Kun en sand Clayfighter 63 1/3-mester formår at mestre spillets heldelement, kende de brugbare standardangreb og samtidig vælge de aller sejeste figurer.
Også spillets arenaer fortjener at blive nævnt. Sjældent har man nemlig set en sådan sans for sparsommelighed. Hvor Interplay har påfyldt figurgalleriet enhver form for tænkelig monstrøsitet, har Interplay stort set strippet alle baner for indhold, med undtagelse af de yderst grimme baggrunde, der alligevel kun skal bruges som pynt. Det skal siges, at man i de fleste baner kan interagere med banekanten, enten smide sin modstander igennem en dør, ud over en klippe eller lignende, hvorved man skifter arena. Igen er det dog ikke et element, man ikke skal sætte sin lid til, for afhængig af ens heldkvotient kan det nemlig i mere eller mindre grad lade sig gøre praktisk talt.
Designmæssigt kan Interplay prale af en jævnt gennemskuelig, en smule ensformig, men alligevel original præstation. Alle spillets figurer er, jf. titlen Clayfighter, gengivet i modellervoks, hvilket medfører yderst stive animationer, der ville få selv Mr. Game & Watch's bevægelser til at se silkebløde ud. Det er dog en del af charmen, da man får større lyst til at tæve sin modstander, når han/hun først og fremmest er direkte grim, men også går, slår og sparker som var billedeopdateringen dykket under de 10fps. På lydfronten fremtoner et soundtrack af obskur karakter. De fleste melodier består af sammensatte lydeffekter, og selve spillets reelle lydeffekter er som taget ud af 1970'ernes bedste B-Kung-Fu-film. For ikke at glemme den indlagte kommentator, der jævnt svedigt åbner hver kamp med at sige: "Let's get ready to c...c...crumble!"
Men for at vende tilbage til, og afslutte med, spillets titel, Clayfighter 63 1/3. De fleste vil straks bemærke referencen til samtidige Nintendo 64-spil, der ofte bar mærkatet "64" efter deres titel. Her står Clayfighter også ud. Spillet er så overlegent, at det mangler 2/3 for at kunne sammenlignes med andre 64-produktioner, at det så også forholder sig sådan på den gennemsnitlige anmelderkarakter, taler vi ikke om her... Clayfighter 63 1/3 er nemlig et helstøbt kampspil af den mest underlige slags, og at spillet så mere eller mindre er baseret på held, eller hvem der kan trykke hurtigst på angrebsknappen, må komme i anden række. Sumo Santa, Boogerman og alle de andre uddeler øretæver uden lige i en af Nintendo 64-æraens oftest glemte klassikere.
