Glemte Klassikere? - Doshin the Giant 
Glemte Klassikere? - Doshin the Giant
Denne artikel er fjerde indspark i en serie på N-Gamez, hvor vi sætter fokus på måske glemte klassikere, der ikke nødvendigvis blev et hit i datiden, men som alligevel formåede at bringe glæde og forundring i spilbranchen via deres unikke, obskure genialiteter. Disse spil, der trods deres ihærdige forsøg og mange timers udvikling hos spilstudierne, ikke formåede at slå igennem, hverken hos spilkritikere eller fans. På N-Gamez står vi selvfølgelig uforstående over for dette, hvorfor vi mener, det er på sin plads at bringe dem frem i lyset igen, således de får den status, de fortjener - glemte spil, der bør stå i enhver spillers samling. Og skulle det utænkelige ske, at det hos læseren ikke er tilfældet, kan man, hvis man er heldig, finde flere af dem på eBay til en overkommelig økonomisk sum.
Nintendos alternative gudesimulator Doshin the Giant blev oprindeligt lanceret i 1999 på Nintendos disc-baserede Nintendo 64-tilbehør, også kaldet Nintendo 64DD. En målrettet markedsføring mod det japanske marked skulle sikre, at Doshin the Giant blev Nintendos seneste salgssucces, men grundet 64DD-fiaskoen røg Doshin i glemmebogen, det på trods af at spillet allerede havde modtaget en udvidelsespakke, hvilket vidnede om den dog begrænsede, men eksisterende fanskare.
Godt tre år senere, i 2002, blev Doshin the Giant tildelt en ny chance. Nintendo var i fuld gang med at promovere deres seneste hjemmekonsol GameCube, og de unikke spil der kun var at finde på netop denne platform, det bl.a. ved at bringe japanske spilspecialiteter til Vesten. Populært set lyder historien, at Nintendo gav Amerika det fremragende Animal Crossing, alt imens vi europæere blev præsenteret for det mere excentriske Doshin the Giant, men som vi alle ved fandt førstnævnte senere vej til Europa, hvorimod Doshin forblev på europæisk territorie, hvorfor kan man fundere nærmere over.
Doshin the Giant var et ambitiøst spil, der forsøgte at stille spilleren i svære moralske dilemmaer. I rollen som den gule lerfigur, Doshin, var spilleren herre over det lille øsamfund, som han/hun nu befandt sig på - det blev tilfældigt genereret fra spil til spil. Som den gule lerfigur kunne man hjælpe øboerne med at ekspandere, hvorved ens guddom ville blive forstærket, men på et splitsekund kunne man skifte kulør, til en ondsindet, rød lerfigur, der omvendt benyttede en mere destruktiv tilgang, og herved kunne man opnå respekt via frygt. Det var et interessant aspekt, der, omend en smule ubalanceret og ikke-realiseret, satte spilleren i en tilfredsstillende, omnipotent situation. At Peter Molyneux' PC-simulator Black & White året forinden havde overgået denne bedrift med flere længder, taler desværre imod Doshins hæderlige forsøg.
Derfor skal den sande charme, sammenlignet med Lionheads vestlige kopi, findes i de obskure mechanics, som Nintendo havde proppet i Doshin-konceptet. De fleste Doshin-spillere brugte formentlig mere tid på at kreere kæmpemæssige bjerge og spise Doshin så stor, at han kunne hoppe mange kilometer op i luften, for herefter at falde til jorden som en komet, end de gjorde på rent faktisk at opbygge civilisationer. Dette fordi, at det var umuligt at finde ud af, hvad spillet egentlig gik ud på, delvis takket være en ringe tutorial og manglende visuel feedback fra interfacet. Grafisk knyttede spillet sig endvidere til japansk mytologi, hvorfor de fleste europæere var ganske uforstående over for de symbolske referencer, der kunne lede en i retning af den rette løsning.
Doshins måske største præstation, og det der gør spillet til en ægte, måske glemt klassiker, var dets evne til at lulle spilleren i søvn. Blottet for musik, men rig på langsomme, søvndyssende lydeffekter kunne man nemt tage sig selv i at misse med øjnene. En behagelig ro lægger sig over ethvert rum, i det øjeblik Doshin the Giant sættes i gang, og at opleve en kontinuerlig gennemspilning er derfor en af spilhistoriens hidtil største udfordringer.
Ingen ved, hvorfor Nintendo bragte Doshin the Giant til Europa, ligesom ingen ved, hvordan spillet rent faktisk spilles. Der er heller ingen, som ved, hvordan slutsekvensen ser ud, ligesom kun et fåtal rent faktisk har et fungerende eksemplar. Den dag i dag er Doshin the Giant en af Nintendos største mysterier, en japansk specialitet, der skal elskes for, hvad det er; en obskur realisation af japanske guddomme og disses indflydelse på primitive civilisationer, og om ikke andet fordi, at det spillede en, måske, ufortjent underdog-rolle sammenlignet med Lionheads kæmpesucces.
Nintendos alternative gudesimulator Doshin the Giant blev oprindeligt lanceret i 1999 på Nintendos disc-baserede Nintendo 64-tilbehør, også kaldet Nintendo 64DD. En målrettet markedsføring mod det japanske marked skulle sikre, at Doshin the Giant blev Nintendos seneste salgssucces, men grundet 64DD-fiaskoen røg Doshin i glemmebogen, det på trods af at spillet allerede havde modtaget en udvidelsespakke, hvilket vidnede om den dog begrænsede, men eksisterende fanskare.
Godt tre år senere, i 2002, blev Doshin the Giant tildelt en ny chance. Nintendo var i fuld gang med at promovere deres seneste hjemmekonsol GameCube, og de unikke spil der kun var at finde på netop denne platform, det bl.a. ved at bringe japanske spilspecialiteter til Vesten. Populært set lyder historien, at Nintendo gav Amerika det fremragende Animal Crossing, alt imens vi europæere blev præsenteret for det mere excentriske Doshin the Giant, men som vi alle ved fandt førstnævnte senere vej til Europa, hvorimod Doshin forblev på europæisk territorie, hvorfor kan man fundere nærmere over.
Doshin the Giant var et ambitiøst spil, der forsøgte at stille spilleren i svære moralske dilemmaer. I rollen som den gule lerfigur, Doshin, var spilleren herre over det lille øsamfund, som han/hun nu befandt sig på - det blev tilfældigt genereret fra spil til spil. Som den gule lerfigur kunne man hjælpe øboerne med at ekspandere, hvorved ens guddom ville blive forstærket, men på et splitsekund kunne man skifte kulør, til en ondsindet, rød lerfigur, der omvendt benyttede en mere destruktiv tilgang, og herved kunne man opnå respekt via frygt. Det var et interessant aspekt, der, omend en smule ubalanceret og ikke-realiseret, satte spilleren i en tilfredsstillende, omnipotent situation. At Peter Molyneux' PC-simulator Black & White året forinden havde overgået denne bedrift med flere længder, taler desværre imod Doshins hæderlige forsøg.
Derfor skal den sande charme, sammenlignet med Lionheads vestlige kopi, findes i de obskure mechanics, som Nintendo havde proppet i Doshin-konceptet. De fleste Doshin-spillere brugte formentlig mere tid på at kreere kæmpemæssige bjerge og spise Doshin så stor, at han kunne hoppe mange kilometer op i luften, for herefter at falde til jorden som en komet, end de gjorde på rent faktisk at opbygge civilisationer. Dette fordi, at det var umuligt at finde ud af, hvad spillet egentlig gik ud på, delvis takket være en ringe tutorial og manglende visuel feedback fra interfacet. Grafisk knyttede spillet sig endvidere til japansk mytologi, hvorfor de fleste europæere var ganske uforstående over for de symbolske referencer, der kunne lede en i retning af den rette løsning.
Doshins måske største præstation, og det der gør spillet til en ægte, måske glemt klassiker, var dets evne til at lulle spilleren i søvn. Blottet for musik, men rig på langsomme, søvndyssende lydeffekter kunne man nemt tage sig selv i at misse med øjnene. En behagelig ro lægger sig over ethvert rum, i det øjeblik Doshin the Giant sættes i gang, og at opleve en kontinuerlig gennemspilning er derfor en af spilhistoriens hidtil største udfordringer.
Ingen ved, hvorfor Nintendo bragte Doshin the Giant til Europa, ligesom ingen ved, hvordan spillet rent faktisk spilles. Der er heller ingen, som ved, hvordan slutsekvensen ser ud, ligesom kun et fåtal rent faktisk har et fungerende eksemplar. Den dag i dag er Doshin the Giant en af Nintendos største mysterier, en japansk specialitet, der skal elskes for, hvad det er; en obskur realisation af japanske guddomme og disses indflydelse på primitive civilisationer, og om ikke andet fordi, at det spillede en, måske, ufortjent underdog-rolle sammenlignet med Lionheads kæmpesucces.
