Nytårstale 2008 
Nytårstale 2008
Igen i år har Nintendo marcheret ufortrødent frem på det globale spilmarked... Øjensynligt upåvirket af, hvad Microsoft og Sony foretager sig med deres Xbox 360- og Playstation 3-platforme, stiler de mod titlen som denne konsolgenerations vinder, og som årene går ser denne mere og mere realistisk ud. En hurtig opsummering af det forgangne år afslører således, at Nintendo Wii igen var en sikker vinder, tilmed i en sådan grad, at den formåede at overgå det imponerende 2007-salg.
År 2008 bød da også på mange gode, Nintendo-relaterede spilminder - omend en del færre end vi er vant til. Der blev lagt godt ud med bl.a. Capcoms Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure, Medal of Honor: Heroes 2, No More Heroes og Bully Scholarship Edition, alle kvalificerede tredjepartstitler. Denne trend fortsatte resten af det første halvår, hvor Capcom igen meldte sig med Okami Wii Edition, Konami med Pro Evolution Soccer 2008 og EA med Boom Blox, ligesom Frontier og Square-Enix skød WiiWare-tjenesten i gang med henholdsvis Lost Winds og Final Fantasy Crystal Chronicles: My Life as a King. Nintendo bidrog i samme periode med de vellykkede Mario Kart Wii og Super Smash Bros. Brawl, samt casual-hittet Wii Fit, hvorfor der var massere at se til for både hardcore- og casual-spillere i Europa.
Den interessante pointe i første halvår af 2008 skal findes i, at Nintendo selv trådte i baggrunden, det sandsynligvis for at give tredjeparterne råderum på Nintendos platform, hvor de, historisk set, selv dominerer softwaresalget. Desværre var det en pointe, der ikke gik hånd i handske med Wii-konsollens publikum, hvorfor mange af ovennævnte tredjepartstitler klarede sig dårligere end forventet. Så trods en positiv fremgang i kreativiteten og udbuddet af kvalificerede spil, var det desværre til lidet hjælp.
Yderligere udtalt blev ovenstående, da vi bevægede os ind i andet halvår. Startende omkring Nintendos miserable E3-performance, der rangerer blandt spilgigantens værste hidtil, har Nintendo-efteråret været ét langt, sort mørke. Nintendo, selv, floppede med Disaster: Day of Crisis, og når selveste Miyamoto kan diske op med et musikspil, hvor interaktionsmulighederne essentielt set består i at ryste Wii-controlleren på tilfældige tidspunkter, samt når deres største hardcore-orienterede spil var Animal Crossing, så står det slemt til.
Lyspunkter var der få af, heriblandt Wario Land: The Shake Dimension der sammen med de Blob, WiiWare-serien Strong Bad's Cool Game 4 Attractive People og World of Goo udgjorde størstedelen af de kvalitative Wii-tilbud, der har været værd at bruge tid på. Det fattige antal af memorable Wii-titler sættes i et endnu dårligere lys, når man sammenligner med de konkurrerende platformes udgivelser, der har været af en høj klasse. Man behøver blot at kaste et blik på november måneds spilliste, og du har kvalitet nok til at dække samtlige Wii-udgivelser i det forgangne år, hvorfor spredningen på hardcore-fronten har været slem for Nintendos vedkommende.
Med andre ord, Nintendos succes kan meget vel være kommet med en farlig pris. Nintendos rodfæste, deres inkarnerede publikum, søger i stigende grad mod nye oplevelser og andre platforme, der opfylder deres behov, og hvor står Nintendo uden dem? Sidste år problematiserede jeg Wii-konsollens image som værende et stykke eksklusivt legetøj, der hersker hos specielt de nye demografier, hvilket netop Nintendo proklamerer at have fat i. Igen i år er selvsamme problem presserende, da antallet af Wii-spil pr. konsol ikke er steget markant sammenlignet med sidste år. Hvis konsollen udvikler sig, hvis den da ikke allerede har gjort det, til et avanceret stykke legetøj med medfølgende spil, så mister Nintendo støtten fra softwareproducenterne, hvorved konsollen bliver økonomisk uattraktiv for andre end Nintendo selv. Og hvad sker der så, når Nintendo bliver nødt til at lancere den næste konsol, velvidende at deres traditionelle publikum har stiftet nye bekendtskaber? Er nostalgien stærk nok til at erobre dem tilbage, hvis eks. Nintendo smider en HD-konsol på markedet med imponerende regnekraft, samt folder hele repertoiret af klassiske spilserier frem? Måske, måske ikke...
Selv på casual-fronten ser vi de konkurrerende platforme vinde ind med titler, der gør brug af de effektive midler, de har til rådighed. Nuvel er en bevægelsesfølsom controller a la Wii-remoten stadig eksklusiv på Nintendos platform, men kan den stå distancen sammenlignet med eksempelvis Microsofts konstante udvidelser af Xbox Live-tjenesten, eller Sonys tilbud om en multimediemaskine, der kan varetage andre behov end blot at spille? Ærligt talt har vi ikke set en revolution af Wii-controlleren siden Wii Sports og Metroid Prime 3: Corruption, og da Nintendo selv smider nye gadgets på markedet i stedet for at styrke controllerens image, begynder tvivlen langsomt at finde rodfæste. Da Nintendo samtidig holder igen på onlinefronten, og i takt med at denne kommer mere og mere i fokus som folk får adgang til Internettet i hjemmene, så kan de meget vel risikere at blive overhalet indenom. Endvidere kan vi ikke undslippe det faktum, at Wii-casualspillene er af utrolig lav standard, og selv for såkaldte 'nye spillere' vil de hurtigt blive trætte af trivielle, intetsigende udgivelser, der leveres med langt flere muligheder på Xbox 360 og PS3.
Der er ingen tvivl om, at Nintendo selv har opfanget denne faretruende tendens, hvorfor de i efteråret forsøgte at gøre op for den katastrofale E3-præstation. En mindre konference lovede masser af nye, originale Wii-titler, hvorfor fremtiden ikke nødvendigvis ser sort ud. Nintendo kan formentlig leve højt på deres Wii-konsol og Wii Sports resten af denne generation, men hvilken pris de må betale ser vi nok først i den kommende generation. Som dedikeret Nintendo-entusiast ser jeg personligt en række alarmsignaler, der skal slukkes, hvis Nintendo vil gå ud af denne konsolgeneration i god ånd med både casual- og hardcore-publikummet.
På DS-fronten har det set solidt ud, selvom det, for første gang i platformens levetid, ikke er lykkedes at overgå det samlede salg fra året forinden. En vis DS-mæthed har så småt vist sig, ikke mindst i Japan, hvorfor Nintendo i efteråret gik til kontraangreb med en ny DS-model - DSi. DSi-konsollen har allerede vist sin succes i Japan, men nogen DS Lite bliver den næppe. Der kom ikke yderligere positive reaktioner på konsollen straks efter annoncering, men selvsamme var resultatet dengang DS-konsollen blev annonceret, hvorfor det ikke nødvendigvis er en indikation på fremtiden.
Som altid er det også software-udvalget, der skal stå distancen, og i det forgangne år var der en række virkelig gode tilbud. Hvem husker ikke Advance Wars: Dark Conflict, The World Ends With You, Soul Bubbles, Locks Quest eller Professor Layton & the Curious Village? DS-platformen er et fremragende eksempel på, hvordan Nintendo er trådt tilbage og har ladet tredjeparterne komme til orde, hvorfor mange af de største succeser ikke nødvendigvis er Nintendos egne. Kan denne tendens overføres til konsolmarkedet, er Nintendo godt på vej mod en økonomisk sund platform for andre end dem selv, der uden tvivl vil trække mere nuancerede spiloplevelser til, der rammer både casual- og hardcore-publikummet på den rigtige måde.
Hvad angår vores egen præstation; sidste år lovede N-Gamez-redaktionen, at vi ville øge vores kvalitative Nintendo-dækning yderligere, og det mener vi med rette at kunne sige, er blevet gjort. Fra årets første døgn var vi klar med daglige nyheder, 3-4 anmeldelser om måneden samt jævnlige konkurrencer og en konstant opdateret N-Gamez Shop, hvilket vi har holdt, mere eller mindre, året igennem. I år fik vi sågar flere store, internationale interviews i hus, bl.a. med Hudson Soft og Telltale Games - interviews der vakte interesse på den internationale spilscene såvel som på vores danske community. Vi fik re-lanceret N-Timez, har fået månedlige artikelserier stablet på benene, ligesom vi har fået ugentlige turneringer op at køre, hvorved vi kan sige, at der altid sker noget på N-Gamez. Julemåneden overgik traditionen tro den forrige, hvorfor vi havde endnu flere gaver på spil i år.
Men nok patetisk, selvhøjtidelig snak - det ligger ikke til N-Gamez, hvor vi tværtimod altid sætter jer brugere øverst på prioriteringslisten og blot er glade for den tid, i deler med os. I det kommende år vil i se det nye N-Gamez-design, der stødt og roligt skrider fremad. Hvor lang tid, der går, er endnu uvist, men forhåbentligt lander det inden alt for længe. Vi fortsætter den kvalitative dækning, forsøger igen at udvide internationalt ved bl.a. at kontakte flere udenlandske spiludviklerne direkte, ligesom vi håber at kunne samle endnu flere danske Nintendo-entusiaster under vores fælles fane. Endelig håber vi at kunne øge samarbejdet med vores partnere, således vi får flere midler til at levere al det, som jer brugere logisk nok efterspørger.
Holder vi igen det bredere perspektiv for øjnene, så bliver 2009 et forhåbentlig et interessant år i Wii-øjemed. Det tredje år plejer at være et godt år for Nintendos platforme, selvom det pt. er svært at skimte de helt store spiloplevelser. Få titler, såsom MadWorld, Fatal Frame IV, Little King Story og The Conduit banker på døren, ligesom Nintendos relancering af klassiske GameCube-spil venter, men de store blockbuster-titler med genredefinerende egenskaber er stadig svære at få øje på. DS-konsollen fortsætter unægtelig i stærk stil med bl.a. GTA: Chinatown Wars og Scribblenauts, og som altid skal adskillige overraskelser nok dukke op. Lad os derfor håbe, at det samme sker for Wii-platformen, således vi kan få hardcore-publikummets opmærksomhed tilbage, samtidig med at vi øger kvaliteten af de frigivede casual-titler, der stadig fylder størstedelen af Wii-biblioteket.
Godt nytår! - CO-Admin Mark Elsberg
...:::N-Gamez - The Nintendo Feeling:::...
Hardcore- og casual-termerne ses ofte som to modstridende instanser på et kontinuum, hvorfor spil der omfavner begge grupper er en sjældenhed. Husk dog på, at begge sagtens kan forenes i samme spil, hvorfor at designe således er vejen frem i en branche, hvor flere mennesker med forskellige behov dag for dag finder deres gang.
År 2008 bød da også på mange gode, Nintendo-relaterede spilminder - omend en del færre end vi er vant til. Der blev lagt godt ud med bl.a. Capcoms Zack & Wiki: Quest for Barbaros Treasure, Medal of Honor: Heroes 2, No More Heroes og Bully Scholarship Edition, alle kvalificerede tredjepartstitler. Denne trend fortsatte resten af det første halvår, hvor Capcom igen meldte sig med Okami Wii Edition, Konami med Pro Evolution Soccer 2008 og EA med Boom Blox, ligesom Frontier og Square-Enix skød WiiWare-tjenesten i gang med henholdsvis Lost Winds og Final Fantasy Crystal Chronicles: My Life as a King. Nintendo bidrog i samme periode med de vellykkede Mario Kart Wii og Super Smash Bros. Brawl, samt casual-hittet Wii Fit, hvorfor der var massere at se til for både hardcore- og casual-spillere i Europa.
Den interessante pointe i første halvår af 2008 skal findes i, at Nintendo selv trådte i baggrunden, det sandsynligvis for at give tredjeparterne råderum på Nintendos platform, hvor de, historisk set, selv dominerer softwaresalget. Desværre var det en pointe, der ikke gik hånd i handske med Wii-konsollens publikum, hvorfor mange af ovennævnte tredjepartstitler klarede sig dårligere end forventet. Så trods en positiv fremgang i kreativiteten og udbuddet af kvalificerede spil, var det desværre til lidet hjælp.
Yderligere udtalt blev ovenstående, da vi bevægede os ind i andet halvår. Startende omkring Nintendos miserable E3-performance, der rangerer blandt spilgigantens værste hidtil, har Nintendo-efteråret været ét langt, sort mørke. Nintendo, selv, floppede med Disaster: Day of Crisis, og når selveste Miyamoto kan diske op med et musikspil, hvor interaktionsmulighederne essentielt set består i at ryste Wii-controlleren på tilfældige tidspunkter, samt når deres største hardcore-orienterede spil var Animal Crossing, så står det slemt til.
Lyspunkter var der få af, heriblandt Wario Land: The Shake Dimension der sammen med de Blob, WiiWare-serien Strong Bad's Cool Game 4 Attractive People og World of Goo udgjorde størstedelen af de kvalitative Wii-tilbud, der har været værd at bruge tid på. Det fattige antal af memorable Wii-titler sættes i et endnu dårligere lys, når man sammenligner med de konkurrerende platformes udgivelser, der har været af en høj klasse. Man behøver blot at kaste et blik på november måneds spilliste, og du har kvalitet nok til at dække samtlige Wii-udgivelser i det forgangne år, hvorfor spredningen på hardcore-fronten har været slem for Nintendos vedkommende.
Med andre ord, Nintendos succes kan meget vel være kommet med en farlig pris. Nintendos rodfæste, deres inkarnerede publikum, søger i stigende grad mod nye oplevelser og andre platforme, der opfylder deres behov, og hvor står Nintendo uden dem? Sidste år problematiserede jeg Wii-konsollens image som værende et stykke eksklusivt legetøj, der hersker hos specielt de nye demografier, hvilket netop Nintendo proklamerer at have fat i. Igen i år er selvsamme problem presserende, da antallet af Wii-spil pr. konsol ikke er steget markant sammenlignet med sidste år. Hvis konsollen udvikler sig, hvis den da ikke allerede har gjort det, til et avanceret stykke legetøj med medfølgende spil, så mister Nintendo støtten fra softwareproducenterne, hvorved konsollen bliver økonomisk uattraktiv for andre end Nintendo selv. Og hvad sker der så, når Nintendo bliver nødt til at lancere den næste konsol, velvidende at deres traditionelle publikum har stiftet nye bekendtskaber? Er nostalgien stærk nok til at erobre dem tilbage, hvis eks. Nintendo smider en HD-konsol på markedet med imponerende regnekraft, samt folder hele repertoiret af klassiske spilserier frem? Måske, måske ikke...
Selv på casual-fronten ser vi de konkurrerende platforme vinde ind med titler, der gør brug af de effektive midler, de har til rådighed. Nuvel er en bevægelsesfølsom controller a la Wii-remoten stadig eksklusiv på Nintendos platform, men kan den stå distancen sammenlignet med eksempelvis Microsofts konstante udvidelser af Xbox Live-tjenesten, eller Sonys tilbud om en multimediemaskine, der kan varetage andre behov end blot at spille? Ærligt talt har vi ikke set en revolution af Wii-controlleren siden Wii Sports og Metroid Prime 3: Corruption, og da Nintendo selv smider nye gadgets på markedet i stedet for at styrke controllerens image, begynder tvivlen langsomt at finde rodfæste. Da Nintendo samtidig holder igen på onlinefronten, og i takt med at denne kommer mere og mere i fokus som folk får adgang til Internettet i hjemmene, så kan de meget vel risikere at blive overhalet indenom. Endvidere kan vi ikke undslippe det faktum, at Wii-casualspillene er af utrolig lav standard, og selv for såkaldte 'nye spillere' vil de hurtigt blive trætte af trivielle, intetsigende udgivelser, der leveres med langt flere muligheder på Xbox 360 og PS3.
Der er ingen tvivl om, at Nintendo selv har opfanget denne faretruende tendens, hvorfor de i efteråret forsøgte at gøre op for den katastrofale E3-præstation. En mindre konference lovede masser af nye, originale Wii-titler, hvorfor fremtiden ikke nødvendigvis ser sort ud. Nintendo kan formentlig leve højt på deres Wii-konsol og Wii Sports resten af denne generation, men hvilken pris de må betale ser vi nok først i den kommende generation. Som dedikeret Nintendo-entusiast ser jeg personligt en række alarmsignaler, der skal slukkes, hvis Nintendo vil gå ud af denne konsolgeneration i god ånd med både casual- og hardcore-publikummet.
På DS-fronten har det set solidt ud, selvom det, for første gang i platformens levetid, ikke er lykkedes at overgå det samlede salg fra året forinden. En vis DS-mæthed har så småt vist sig, ikke mindst i Japan, hvorfor Nintendo i efteråret gik til kontraangreb med en ny DS-model - DSi. DSi-konsollen har allerede vist sin succes i Japan, men nogen DS Lite bliver den næppe. Der kom ikke yderligere positive reaktioner på konsollen straks efter annoncering, men selvsamme var resultatet dengang DS-konsollen blev annonceret, hvorfor det ikke nødvendigvis er en indikation på fremtiden.
Som altid er det også software-udvalget, der skal stå distancen, og i det forgangne år var der en række virkelig gode tilbud. Hvem husker ikke Advance Wars: Dark Conflict, The World Ends With You, Soul Bubbles, Locks Quest eller Professor Layton & the Curious Village? DS-platformen er et fremragende eksempel på, hvordan Nintendo er trådt tilbage og har ladet tredjeparterne komme til orde, hvorfor mange af de største succeser ikke nødvendigvis er Nintendos egne. Kan denne tendens overføres til konsolmarkedet, er Nintendo godt på vej mod en økonomisk sund platform for andre end dem selv, der uden tvivl vil trække mere nuancerede spiloplevelser til, der rammer både casual- og hardcore-publikummet på den rigtige måde.
Hvad angår vores egen præstation; sidste år lovede N-Gamez-redaktionen, at vi ville øge vores kvalitative Nintendo-dækning yderligere, og det mener vi med rette at kunne sige, er blevet gjort. Fra årets første døgn var vi klar med daglige nyheder, 3-4 anmeldelser om måneden samt jævnlige konkurrencer og en konstant opdateret N-Gamez Shop, hvilket vi har holdt, mere eller mindre, året igennem. I år fik vi sågar flere store, internationale interviews i hus, bl.a. med Hudson Soft og Telltale Games - interviews der vakte interesse på den internationale spilscene såvel som på vores danske community. Vi fik re-lanceret N-Timez, har fået månedlige artikelserier stablet på benene, ligesom vi har fået ugentlige turneringer op at køre, hvorved vi kan sige, at der altid sker noget på N-Gamez. Julemåneden overgik traditionen tro den forrige, hvorfor vi havde endnu flere gaver på spil i år.
Men nok patetisk, selvhøjtidelig snak - det ligger ikke til N-Gamez, hvor vi tværtimod altid sætter jer brugere øverst på prioriteringslisten og blot er glade for den tid, i deler med os. I det kommende år vil i se det nye N-Gamez-design, der stødt og roligt skrider fremad. Hvor lang tid, der går, er endnu uvist, men forhåbentligt lander det inden alt for længe. Vi fortsætter den kvalitative dækning, forsøger igen at udvide internationalt ved bl.a. at kontakte flere udenlandske spiludviklerne direkte, ligesom vi håber at kunne samle endnu flere danske Nintendo-entusiaster under vores fælles fane. Endelig håber vi at kunne øge samarbejdet med vores partnere, således vi får flere midler til at levere al det, som jer brugere logisk nok efterspørger.
Holder vi igen det bredere perspektiv for øjnene, så bliver 2009 et forhåbentlig et interessant år i Wii-øjemed. Det tredje år plejer at være et godt år for Nintendos platforme, selvom det pt. er svært at skimte de helt store spiloplevelser. Få titler, såsom MadWorld, Fatal Frame IV, Little King Story og The Conduit banker på døren, ligesom Nintendos relancering af klassiske GameCube-spil venter, men de store blockbuster-titler med genredefinerende egenskaber er stadig svære at få øje på. DS-konsollen fortsætter unægtelig i stærk stil med bl.a. GTA: Chinatown Wars og Scribblenauts, og som altid skal adskillige overraskelser nok dukke op. Lad os derfor håbe, at det samme sker for Wii-platformen, således vi kan få hardcore-publikummets opmærksomhed tilbage, samtidig med at vi øger kvaliteten af de frigivede casual-titler, der stadig fylder størstedelen af Wii-biblioteket.
Godt nytår! - CO-Admin Mark Elsberg
...:::N-Gamez - The Nintendo Feeling:::...
Hardcore- og casual-termerne ses ofte som to modstridende instanser på et kontinuum, hvorfor spil der omfavner begge grupper er en sjældenhed. Husk dog på, at begge sagtens kan forenes i samme spil, hvorfor at designe således er vejen frem i en branche, hvor flere mennesker med forskellige behov dag for dag finder deres gang.
