Wii U
Wii U - Nintendos vej tilbage til core-gameren?

Det er en kold og stormfuld december-formiddag, jeg træder med raske skridt igennem sneen. Varmen breder sig da jeg træder ind igennem centrets skydedøre. Forventningerne er høje mens jeg tænker tilbage på D3-messen i oktober, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med Nintendos næste stjerneskud Wii.

Forventningerne blev dog aldrig indfriet til fulde. Ganske vist betød Wii et gensyn med alle de gode gamle klassikere i ny indpakning og ny levering. Fokus var på den nye styring, der uden tvivl gav en masse nye muligheder, men som også blev et synonym for overspringshandlinger. Det havde aldrig været nemmere at tage et gammelt koncept, proppe en ny styring på, og tjene kassen på det.

Wii var fra starten af en succes, da Nintendo hver måned kunne notere sig nye salgsrekorder og trofæer på hylderne, men var det for godt til at være sandt? Det afhænger vist af øjnene der ser. For imellem al snakken om salgsrekorder, Wii-styring og fantastisk comeback fra den før truede spilgigant, var en bagside.

Den nok mest loyale fanskare i spilbranchen begyndte at kritisere Nintendos nye tilgang til spilbranchen, og flere og flere begyndte at falde fra og søge mod de konkurrerende konsoller, Xbox 360 og Playstation 3. Men hvorfor? Det eneste forandret var jo styringen på spillene, og den var jo så banebrydende og nyskabende, præcis de to egenskaber Nintendo var kendt for blandt fans. Problemet var og er nok mere, at Nintendo på et meget centralt område har svært ved at smide de konservative briller og følge med tiden. For mens Nintendo betragtes, som førerhund og pioner på mange områder i spilbranchen, halter de efter på et fremtrædende et. Online-delen på Wii er mildest talt begrænset, og i en verden, hvor digitalisering er det nye sort og spil ikke kan udgives uden en online multiplayer-del eller andre online features er det ikke et smart træk - ihvertfald ikke hvis man vil fange hardcore-gameren. Det forhadte vennekodesystem er hadet af en grund - det er alt for besværligt og ikke særlig logisk, at man i hvert enkelt spil skal tilføje de samme venner med forskellige koder.

Online-delen er den primære grund til, at min Wii-maskine har været tændt så lidt i forhold til min Xbox 360 og PC på spilfronten. Som gammel Nintendo-dreng har jeg naturligvis stadig spillet de store spil, som kun Nintendo kan levere, men efterfølgende er jeg hurtigt vendt tilbage til Xbox Live og Steam, der tilbyder en større fællesskabsfølelse end Nintendo Wii nogensinde vil kunne. Spørgsmålet er, hvor mange der reelt har forladt Nintendo til fordel for Xbox 360 og Playstation 3. Jeg kan kun tale på vegne af mig selv og min omgangskreds, hvor stortset alle har skiftet deres aktive gaming ud fra Wii til Xbox 360, og den primære grund er måske det sociale aspekt i, at man på Xbox Live kan snakke sammen påtværs af det man spiller, hvorimod man på Wii ville sidde alene i sin stue med sit spil uden nogen form for social interaktion. Wii bliver dog stadig hevet frem til game nights og sociale arrangementer, for er det noget Nintendo Wii kan, og som Nintendo altid har kunne skabe, så er det sociale oplevelser, da deres lokale multiplayer-spil har altid været og vil altid være ekstremt underholdende - og endda levere en social oplevelse, som online gaming aldrig vil kunne måle sig med. Problemet er bare, at sociale arrangementer og game nights udgør 5% af min aktive spilletid.

E3-messen er 5 måneder væk, og Nintendo har allerede løftet lidt af sløret for, hvad deres kommende Wii U vil have at byde på. Min mavefornemmelse er både op og ned, jeg ville lyve hvis jeg ikke var spændt på, hvad præcis Wii U kan præstere, men samtidig frygter jeg at sidde med samme skuffelse, som ved de seneste E3-messer, hvor jeg synes casual-markedet har haft en alt for stor rolle ved E3, og ikke kun hos Nintendo. Det er formentlig ønsketænkning og naiv tro, men ikke desto mindre tror jeg på, at Nintendo endelig har fjernet de konservative briller, og har indset af online-delen bliver nødt til at være en større del af deres maskines brand. Jeg håber på en Wii U-maskine, der tilbyder samme online features, som vi ser på PSN og XBL med det famøse Nintendo-touch, der sætter prikken over de to I'er og bøjer U'et i en ny retning vi ikke havde set komme.

Udgangspunktet for Nintendo er i hvertfald bedre end det var ved Wii's lancering. Dengang behøvede man et nyskabende træk for at kunne fravriste sig rollen, som 2'er og senere 3'er, som det havde været de foregående generationer. Med Wii's lancering blev begrebet casual pludselig hverdagssnak i spilbranchen, og folk der aldrig før havde spillet strømmede til maskinen. Hvis vi antager, at de fleste hardcore-spillere har forladt Wii til fordel for Xbox 360 eller Playstation 3, så må udgangspunktet inden næste generation siges at være godt hvis man vil have et ben i begge lejre. Med de rigtige titler er det uden tvivl langt lettere at tiltrække hardcore-gameren, der følger med i branchen, end det modsatte scenarie, hvor man skulle indfange dem, der aldrig havde spillet før. Spørgsmålet er nok snarere, om den enorme casual-skare, der befinder sig blandt de 80-millioner Wii-ejere, vil gå ud og investere i en Wii U, eller om de har nok i deres Wii.

Med over 80 millioner solgte maskiner og førstepladsen i denne generation kan det godt være, at det blot er mig og min omgangskreds der skiller sig ud fra mængden, men jeg håber, at jeg står med ligeså store forventninger (og at de bliver indfriet) den dag Nintendos Wii U skal udgives, som jeg gjorde for 6 år siden, for uanset hvad, vil jeg altid have en kæmpe forkærlighed for Nintendos univers.